Børneperspektiv – en populær flydende betegner

Sammendrag

Rigtig mange børne- og ungeforskere, såvel som praktikere i det pædagogiske felt, hævder at
anlægge et børneperspektiv. Imidlertid bruges begrebet på vidt forskellige måder – ja, nogle
gange ligefrem modsatrettet, herunder som begreb for voksnes angivelige bedreviden om barnets
bedste, børns egne perspektiver og et børnefokus i samfundsmæssige analyser. Dette skitseres
indledningsvis, hvorefter der argumenteres for at reservere begrebet til de voksnes forsøg på at
forstå (og formidle) børnenes perspektiver, mens børnefokusset i den samfundsmæssige analyse
begrebsliggøres som barndomsperspektiv. Herefter rettes blikket mod de metodologiske og etiske
muligheder og udfordringer i forbindelse med at anlægge et børneperspektiv i forskning og praksis,
herunder umuligheden i at krybe under huden på ”den anden”. Afslutningsvis rettes blikket
mod en nyere strømning inden for barndomsforskningen og socialvidenskaben mere generelt,
nemlig den ontologiske vending. Denne vending kan på den ene side hævdes at være ”gammel vin
på nye flasker”; på den anden side kalder den ikke desto mindre på fornyet etisk opmærksomhed
og inspirerer til nye metodologiske greb til at analysere tilblivelser af perspektiver på børn og af
børns perspektiver.

English abstract

Many child and youth researchers and pedagogical practitioners claim to adopt a “child perspective”
in their work. However, the concept of a child perspective is used with different and sometimes
even opposing meanings. It may be used to denote adults’ alleged knowledge about children’s
best interests, children’s own perspectives or a childhood focus in social analysis, respectively. This
article starts out by discussing these issues and then argues that the concept of a “child perspective”
should be reserved to describe adults’ attempts to understand (and convey) children’s own perspectives,
whereas a childhood focus in societal analysis should be conceptualized as a “childhood
perspective”. Next, the article turns to the methodological and ethical possibilities and challenges
connected with constructing a “child perspective” and practicing what Bronwyn Davies terms
“emergent listening” in research and practice. Moreover, I specifically address the impossibility of
getting under the skin of “the other”. The conclusion focuses on a more recent strand in childhood
research and social science more generally, namely the ontological turn, which calls for renewed
attention to ethical matters, and which can inspire new methodological approaches suitable both
for analyzing other actors’ perspectives on children and children’s own perspectives.