Call for papers: Nordiske perspektiver på legen og legende tilgange til pædagogik, undervisning og læring

2023-06-26

I de senere år er der sket en opblomstring af interesse for, hvordan det legende kan bidrage positivt til børns og unges liv, både i forhold til deres hverdagsliv og i regi af deres møde med skole og uddannelse.

De legende tilgange bliver af mange anset som et alternativ til en neo-liberal dagsorden, der har fokus på præstation, opkvalificering, effektivitet og uddannelse i kontekst af en vidensøkonomi – fra vugge til grav.

I den nordiske kontekst har legen og det legende en lang historie, hvor netop disse pædagogiske perspektiver tillægges stor værdi af både praktikere og forskere som noget centralt i børn og unges liv.

Samtidig bliver det i lyset af den øgede interesse for legen og det legende også klart, at værdierne og forforståelserne som knyttes til legende og det legende ikke altid tydeliggøres og diskuteres; værdier som demokratisk indflydelse, inkluderende kvaliteter og leg er godt, fordi leg er godt, er i centrum. Det betyder også, at der er en risiko for at diskussionen bliver selvforklarende, og at de kritiske overvejelser om både teoretiske og pædagogiske implikationer af det legende og legen forstummer.

Vi inviterer derfor forskningspublikationer med afsæt i den nordiske kontekst til dette temanummer, der vil tage livtag om de kritiske perspektiver på både teoretiske og pædagogiske implikationer af leg og det legende blandt børn og unge.

Vi ønsker publikationer, der er særligt optaget af legende tilgange til pædagogik, undervisning og læring med henblik på at afsøge nogle af følgende spørgsmål:

  • Hvad er det for nogle grundlæggende forforståelser af legen og det legende, der ligger til grund for arbejdet?
  • Hvad betyder vores forståelse af legen og det legende for den måde, vi ser på børn og unge på?
  • Hvordan kan man beskrive og undersøge forholdet mellem legen, det legende og det performative (målorienterede) i pædagogik og uddannelse?
  • Hvad betyder det for legens og det legendes frie og rebelske karakter at blive bragt ind i en institutionel ramme?

Tidsplan:

14. september 2023
Submission af abstract: Titel, 500 ord, 5 keywords og autobio. Markeres med præfikset "LEG_".

15. januar 2024
Submission of full paper

15. januar til 15. august 2024
Reviewproces

15. august 2024
Produktion af special issue

Efterår 2024                           
Endelig udgivelse

Kontakt Journal Manager Niklas Sandberg, hvis du har spørgsmål vedrørende indsendelsesprocessen eller platformen: niklas.sandberg@cappelendamm.no.

Gæsteredaktionen vil bestå af:

Ansvarlig gæsteredaktør:

Helle Marie Skovbjerg er professor ved Designskolen Kolding og Head of Research i forskningsprojekterne Playful Learning Research Extension og Playful Learning Praxis Research. Helle Marie har gennem en årrække arbejdet med leg og det legende, blandt andet gennem udvikling af stemningsperspektivet på leg i bøgerne On Play (2021) og Perspektiver på leg (2016). Helle Marie er særlig optaget af, hvordan det er muligt at skabe sprog og begreber om leg og det legende på måder, der værner om legens kvaliteter. skovbjerg@dskd.dk

Gæsteredaktører:

Elin Ødegaard er professor og leder af forskningscenteret BARNkunne – Senter for barnehage forskning ved Høgskulen på Vestlandet i Norge. Desuden har Elin sammen med en række norske institutioner etableret forskerskolen NORBARN, som er den første forskerskole af sin art. De seneste år har Elin forsket i bevægelse, leg og udforskning. Elin.Eriksen.Odegaard@hvl.no

Sisse Oreskov er lektor på Professionshøjskolen Absalon i Danmark og ph.d.-studerende på Designskolen Kolding i regi af forskningsprojektet Playful Learning med særlig interesse for pædagoguddannelsen, kroppen i den pædagogiske praksis, og hvordan pædagoger kan handle pædagogisk med kroppen forrest. swo@pha.dk

Vibeke Schröder er docent på Københavns Professionshøjskole i Danmark og en del af forskergruppen i regi af Playful Learning Research. Vibekes forskning kredser særligt om materialitet og teknologi i relation til læreprocesser og faglighed. VS4@kp.dk

Mikkel Snorre Wilms Boysen er docent på Professionshøjskolen Absalon i Danmark og er en del af forskergruppen i regi af Playful Learning Research Extension, og her forsker han i kreativitet, æstetiske læreprocesser, hvordan fællesskaber kan indgå i skabelsesprocesser sammen. msb@pha.dk

Ole Lund er lektor på VIA University College i Danmark, og er en del af forskergruppen i regi af Playful Learning Research. Ole forsker i bevægelse og det legende, særligt med interesse for de meningsfulde sammenhænge, for udvikling af sproget om de meningsfulde sammenhænge, og hvordan kroppen har betydning for de pædagogiske processer. OLLU@via.dk

Helle Hovgaard Jørgensen er docent på University College Lillebælt i Danmark og er en del af forskergruppen i regi af Playful Learning Research. Helle forsker i leg og det legende, særligt med interesse for den kontrære leg, for materialerne, der kan understøtte og udforske denne, og for den måde som legen finder sted på tværs af platforme. Hhjo1@ucl.dk

Mona Have Sørensen er postdoc på Aarhus Universitet (DPU) og er en del af forskergruppen Playful Learning med særlig interesse for effekterne af legende tilgange til undervisning og uddannelse, både for studerende og undervisere. Monas forskning kredser også om kroppens betydning for kognitiv funktioner, herunder hukommelse, problemløsning og opmærksomhed. mhave@edu.au.dk